I maj 2017 mistede en kær sjæl livet. Min ungdomskærlighed og livslange ven gik bort. Helt uventet og på ironisk vis. Thomas havde overvundet cancer 3 gang og blev i november 2016 for 3. gang erklæret rask. I maj mistede han livet pga. en blodprop. Han efterlader sine tvillingedrenge og sin elskede kæreste, som jeg aldrig har mødt, men som jeg ved, at han elskede højere end højt. Gennem de sidste 15 år, har vi fulgt hinanden på facebook. Jævnligt liked og kommenteret hinandens opslag, joked om gamle dage og skæve episoder. Selvom det er mange mange år siden vi var dagligt i hinandens liv, var vi aldrig længere end et opkald væk, når livet virkelig viste tænder. Således var jeg ved hans side gennem det første cancer forløb og han klar i telefonen, da min søn akut blev kørt på hospitalet med en al for hævet lymfeknude. Da jeg flere år efter kunne se frem til en jul alene efter skilsmisse, insisterede Thomas på, at jeg gjorde ham og Lene og alle ungerne selskab – jeg skulle ikke sidde alene, og da hans forhold, som alle forhold gør i ny og næ, knirkede, ringede han og søgte spirituelt råd om, hvordan han kunne redde det. Han elskede Lene højt, og han fortjente at være så lykkelig, som han var med hende.

 

Der er nu gået nogle måneder, og ikke en dag passere uden at jeg sender ham en tanke. En kær ven sagde fornyelig til mig, at venner fra gamle dage døde omkring ham, og selv om han ikke kendte dem længere påvirkede det ham i høj grad, hvilket undrede ham. Men jeg forstod ham. Vores savn er ikke rationelt. Og vores tilknytning til mennesker vi møder på vores vej er forskellig.
“Time is not measured by clocks, but by moments” og det samme tror jeg gør sig gældende med relationer. Jeg savner Thomas. også selvom jeg hverken var tæt på og i hyppig kontakt. Men jeg savner ham, og det er ok, også selvom, jeg ikke rationelt kan forklare det.

Desværre har jeg ikke “hørt fra ham” endnu. Men jeg er helt sikker på, at han nok, skal give lyd fra sig lige pludselig.