En æra er ved at være slut, og det er med vemod, at jeg tager afsked. Jeg har hele tiden godt vidst, at det ville være trist, men i dag midt i stilheden, går det op for mig, hvad det i virkeligheden betyder for mig. I 17 år er jeg kommet her i huset. Huset i skoven, lige ved vandet, midt i naturen. Jeg har så mange gode minder herfra. I dag er jeg her for første gang alene. Alene på den gode måde.

Jeg har nydt timerne siden i morges. Stilheden. Og larmen i mig som jeg pludselig kan høre, når der er stille. Jeg er netop kommet tilbage fra en tur ved skrænten med en kop te, og udsigt over hele Sejrøbugten. Lyden af havets brusen, og vinden der får trætoppene til at suse, mens pipperne synger lystigt fra hver en krog i skoven. På min vej tilbage slår det mig pludselig, at det måske er sidste gang, jeg går her på denne skovsti. Her, hvor jeg har så mange af de bedste minder fra i mit liv. Her i sommerhuset har jeg holdt dejlige sommerferier med mit yndlingsmenneske, min bonusdatter og deres far, da vi var gift. Her har jeg samlet chokoæg, hvert år til påske, som påskeharen havde lagt (sammen med en lille seddel til farmor, om hvor mange æg, der var, så hun havde altid styr på antallet) Her har jeg drukket mange kopper kaffe på terrassen og vendt livets gang med min svigermor. Her har mit yndlingsmenneske fået de bedste oplevelser et barn kan ønske sig med bedsteforældre. Der badet i brusende bølger i adskillige timer, bygget piratskibe i haven, kikket på alverdens dyr, spillet bold i en uendelighed, fundet sten, glasgår, rav, og drivtømmer. Her har jeg løbet ture i skoven, cyklet til kømse efter morgenbrød og spist kæmpeis fra tyrolerhytten. Her har jeg haft de bedste luksusovernatninger med chauffør og sublim morgenbuffet, når jeg med venner og veninder har været på festival i nærheden. MEN det minde, der står allertydeligst , betyder mest og giver glædestårer i øjnene er skovpatrulen aka mit yndlingsmenneske og farmor. Som jeg går der på stien, kan jeg se det lille menneske for mig. Stolt og forventningsfuld står han og venter på sine forældre, hver gang vi kommer for at hente ham efter pasning eller ferie. Jeg husker, at vi havde kriller i maven, når vi nærmede os, for vi savnede ham og glædede os til at se det lille skønne menneske. Det slog aldrig fejl at min øjenkrog blev våd, når vi kørte ned af vejen og endelig fik øje på den lille gut i gummeistøvler og en stor pind i hånden, klar til at standse de fremmede gæster i skoven, mens han med barnestemme råbte ”skovpatruljeeeeeee”. Det er mange år siden, men billedet står lysende klart og får mit hjerte til at smile! Nu er han 15, og har lige været afsted for første gang til fest med bajere i rygsækken.

Om lidt er en æra slut. Sommerhuset skal sælges, og det sted jeg har haft tilknytning til i længst tid i mit liv vil tilhøre nogle andre… Minderne vil altid tilhøre mig og hvad mere kan jeg ønske mig end at få lov til at slutte af med at kunne dele dette sted med nogle, der vil går i mine fodspor. Og om lidt dukker 5 skønne mennesker op, fra en helt anden kontekst end sommerhus og familie. Det er mine mega seje clairvoayncecoachelever,der skal på silent retreat i disse helt fantastiske rammer – Og heldigvis skal jeg de næste 48 timer være i nærvær med dem og minderne og alt det smukke lige her.