Da jeg var ung, elskede jeg at sætte mig ind i en flyver, alene til fjerne steder, jeg ikke havde været før. Det var før mobiltelefoner og internet. Når man tog af sted alene, var man virkelig på egen hånd. Egentlig var der ikke noget nyt i det, for ”i gamle dage” var man vant til at tage tingene som de kom, og løse dem i nuet, selv. Før internet og mobiltelefoner kunne ikke lige ringe til en ven, eller google retning eller sprog, man kunne bruge sit nærvær, sin fornuft og sine erfaringer, og det var faktisk nok.

Som årene gik, og vi fik mobiltelefoner og internet, fjernede jeg mig langsomt fra mig selv. Behovet for at være connectet med andre hele tiden blev større og med det også angsten for er fejle, på egen hånd. Jeg blev samtidig mere og mere stresset af, at skulle være med blandt andre og hele tiden tage stilling og blive bombarderet med indtryk og bedømmelser. Med den udvikling fuldte også at jeg sjældent var nærværende i noget som helst. Jeg fik mere og mere svært ved at finde ro. Jeg blev nærtagende og mit behov for kontrol over hvad som helst, blev enormt. Gennem muligheden for at være online hele tidene fjernede jeg mig langsomt fra mig selv og naturligheden i at være alene og uden input alle steder fra. Og i stedet for at mit liv blev mere omfangsrigt blev mit liv mere begrænset, angst og frygtsomt ved tanken om at være alene. Tanken om, på egen hånd, at rejse ud, gøre noget nyt, bo alene eller stå som ny i et netværk, en sportsklub el. lign. var skræmmende oplevelse jeg end ikke ville overveje.

Jeg er nu vendt tilbage til mig selv. Jeg har set frygten i øjnene, omfavnet den jeg er, hudløst ærligt og er kommet hjem i min kerne. Her er jeg igen tryg og ved at jeg med nærvær, sund fornuft og erfaring, kan håndtere enhver situation, jeg sætter mig selv i. Når vi kan være alene, i vores kerne, er det nemlig præcis det, vi kan og ved. Som menneske behøver ikke mobiltelefoner eller internet –  men blot forbindelse til os selv. Jeg griner nu dagligt, højt og hjerteligt, og jeg smitter med min latter andre til at grine. Og således er den gode spiral i gang. Det skønne er nemlig, at når vi er dèr – tillidsfulde og nærværende – så åbner der sig muligheder og fantastiske oplevelser alle vegne, i modsætning til faresignaler og begrænsninger, når vi er utrygge ved os selv.

For nyligt har jeg være i Spanien for at forberede uddannelse i mindfulness. Af samme årsag har jeg valgt at tage alene afsted, får at kunne fordybe mig uden hensyn. Jeg har fået bekræftet, hvor eminent god jeg igen er til at være alene, nu hvor jeg har lært at være i og med min kerne uden omsvøb. Jeg har i al for mange år troet, at mit værd lå i mængden og intensiteten af relationer og jeg har med den overbevisning ofte begrænset mig selv i at opleve tilværelsen alene. Nu ved jeg at netop det jeg var bange for at miste, nemlig relationer, faktisk kan være præcis det, der forstyrrer min indre balance.

I min kerne, har jeg ro. Jeg er i min egen lille lykkebobbel, stadig smilende og imødekommende, men andres mening, holdning eller behov optager mig ikke. Jeg oplever nye ting, taler med nye mennesker, tænker nye tanker og mærker både kærlighed og nærvær selv om jeg er alene. Men som med alt andet kan intet stå alene. Alene får jeg ikke opfyldt mit behov for at grine. Måske er jeg bare r…syg, men behovet for at grine ikke bliver opfyldt. Behovet for at grine dagligt, med andre, blive smittet at latter og få andre til at grine, er en stor mangelvare i mit eget selskab over længere tid. Alle de tanker og idéer, skøre billeder og skønne minder, der dukker op i mit hoved undervejs i oplevelserne – alle dem, har jeg behov for at dele til grin og glæde. Det er som små sjove spirer, der mangler næring fra et andet menneske, for at kunne gro og blive til hjertelig højlydt latter. Latter som starter en selvopretholdelig cyklus af glæde. Glæde, som netop er med til at lave balance i min kerne. Som med yin og yang er det ene en del af det andet, selv om hver del er sin egen. Vi kan ikke være i balance alene og ej heller sammen. Vi har brug for det ene for at det andet trives.

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *