Kan man være for lukket til at blive læst clairvoyant?

Forleden havde jeg besøg af en sød kvinde til en helt almindelig clairvoyancesitting.
Hun havde tidligere været hos andre clairvoyante og flere gange fået af vide at hun var svær at læse, fordi hun var meget lukket. Efter først gang hun fik den udmelding, havde hun de næste gange gjort sig meget umage med at være åben, uden helt at vide hvordan hun egentlig var lukket. Men hver gang gik hun alligevel fra sessionerne med en kedelig følelse af nogle spildte penge og minutter, fordi historien gentog sig. Heldigvis dukkede hun alligevel op hos mig, så jeg kunne fortælle hende, at det intet havde med hende at gøre.

Som clairvoyant er man i min optik slet ikke afhængig af andres åben- eller lukkethed, da det man læser er databasen for tænkte tanker og følte følelser. Clairvoyanten mærker måske en lukkethed hos den, der skal læses, og så er det jo selvfølgelig dét, der er væsentligt at tale om, på fuldstændig lige fod med, når man mærker begejstring, sorg, rastløshed osv.

En dygtig clairvoyant fortæller det clairvoyanten oplever uden at tolke på det. Uden nødvendigvis at forstå det. En dygtig clairvoyant er bevidst om rollen som talerør og formidler. Intet andet. En clairvoyants manglende formåen omkring at læse et menneske, handler kun om clairvoyanten. Ikke om den, der læses. En dygtig clairvoyant ved, at en tom følelse er lige så læsbar og relevant, som en oprørt følelse. En dygtigt clairvoyant kan skelne i manglende informationer, beskeder eller blokeringer og er i stand til at observere, om det er karaktértræk eller temaer, hos den der læses, eller om det handler om clairvoyanten selv. For en dygtig clairvoyant er også et mennesker med følelser, temaer og barriere – som ikke må fylde, når man arbejder.

Et enme kan sagtens være udtømt. Og strømmen af relevante beskeder kan også sagtens være udtømt. Men der vil altid være temaer, ressourcer, følelser og muligheder at tale om. Det er derfor i min optik ikke muligt, at du kan være for lukket, når du sidder i stolen til en clairvoyant sitting. Hvis du har oplevet det samme som den søde kvinde, der besøgte mig, så er mit råd, at du på forhånd spørger clairvoyanten, om det kan ske, at du er for lukket. Således ved du om du skal booke en tid eller søge videre.

/af
,

Meditative Syslerier

Jeg møder i mit daglige virke mange mennesker, der siger de ikke kan meditere. Alle fordi de forbinder meditation med (umulige) positioner og stilhed i tanker og krop. Sådan kan meditation også være. Men med afslapning og forebyggelse af stress for øje, kan småsyslerier være yderst effektive.
F.eks. er puslespil en af mine favoritter! Jeg glemmer fuldstændig tid og sted, min puls kommer ned og jeg tager ikke stilling til en eneste tanke i mit hoved. For tanker er der, også når vi mediterer, men med øvelse er det let at lade dem passere uden opmærksomhed. Samtidig træner puslespillet min tålmodighed uden anstrengelse og mit behov for at “få noget fra hånden” bliver også beroliget fordi puslespillet udvikler sig brik for brik. Pludselig er der gået et par timer, og jeg er helt rolig og afslappet, som efter en god traditionel meditation.
Så… er du en af dem, der synes, at traditionel meditation er en udfordring, så kan jeg varmt anbefale et puslespil!
Rigtig god fornøjelse.

Kh. Nina

/af
,

Overvind din frygt

Jeg er som så mange andre draget af havet. Men er samtidig også bange for det, selv om jeg er en habil svømmer. Alligevel er jeg en flittig vinterbader i de kolde måneder og en ivrig kajaksejler i de varme.

Vandet giver mig ro, og kræver på naturlig vis mit nærvær og tilstedeværelse, hvilket bringer mig i balance og skaber overblik – men så er der jo lige den der frygt, der skal overvindes… Du kender det sikkert fra dig selv – frygten for et eller andet. Overvinder du den – eller vinder den over dig?
Hver evig eneste gang, jeg dypper mig i det kolde mørke vand eller sætter mig i den smalle kajak overvinder jeg frygten, FORDI jeg elsker den stolthed og styrke det giver mig, når jeg tager kontrollen og er fri til at gøre det jeg gerne vil. For hver gang den stolthed og styrke manifestere sig i mit system bliver min selvtillid, min grounding og mit gå på mod større. Det har over de seneste år resulteret i mange andre udfoldelser jeg tidligere pænt ville have holdt mig fra.
At overvinde sin frygt, får ikke bare has på frygten, men bærer altså også mange andre ting med sig, fordi det udvikler dig som menneske. SÅ snup din frygt, udfordrer den og giv dig selv lov til at vokse! Også selv om det er svært, igen og igen! Og har du brug for støtte og motivation til at være vedholdende, så hjælper jeg dig gerne.

GOD FORNØJELSE!

/af
,

Vi kan ikke være i balance alene.

Da jeg var ung, elskede jeg at sætte mig ind i en flyver, alene til fjerne steder, jeg ikke havde været før. Det var før mobiltelefoner og internet. Når man tog af sted alene, var man virkelig på egen hånd. Egentlig var der ikke noget nyt i det, for ”i gamle dage” var man vant til at tage tingene som de kom, og løse dem i nuet, selv. Før internet og mobiltelefoner kunne ikke lige ringe til en ven, eller google retning eller sprog, man kunne bruge sit nærvær, sin fornuft og sine erfaringer, og det var faktisk nok.

Som årene gik, og vi fik mobiltelefoner og internet, fjernede jeg mig langsomt fra mig selv. Behovet for at være connectet med andre hele tiden blev større og med det også angsten for er fejle, på egen hånd. Jeg blev samtidig mere og mere stresset af, at skulle være med blandt andre og hele tiden tage stilling og blive bombarderet med indtryk og bedømmelser. Med den udvikling fuldte også at jeg sjældent var nærværende i noget som helst. Jeg fik mere og mere svært ved at finde ro. Jeg blev nærtagende og mit behov for kontrol over hvad som helst, blev enormt. Gennem muligheden for at være online hele tidene fjernede jeg mig langsomt fra mig selv og naturligheden i at være alene og uden input alle steder fra. Og i stedet for at mit liv blev mere omfangsrigt blev mit liv mere begrænset, angst og frygtsomt ved tanken om at være alene. Tanken om, på egen hånd, at rejse ud, gøre noget nyt, bo alene eller stå som ny i et netværk, en sportsklub el. lign. var skræmmende oplevelse jeg end ikke ville overveje.

Jeg er nu vendt tilbage til mig selv. Jeg har set frygten i øjnene, omfavnet den jeg er, hudløst ærligt og er kommet hjem i min kerne. Her er jeg igen tryg og ved at jeg med nærvær, sund fornuft og erfaring, kan håndtere enhver situation, jeg sætter mig selv i. Når vi kan være alene, i vores kerne, er det nemlig præcis det, vi kan og ved. Som menneske behøver ikke mobiltelefoner eller internet –  men blot forbindelse til os selv. Jeg griner nu dagligt, højt og hjerteligt, og jeg smitter med min latter andre til at grine. Og således er den gode spiral i gang. Det skønne er nemlig, at når vi er dèr – tillidsfulde og nærværende – så åbner der sig muligheder og fantastiske oplevelser alle vegne, i modsætning til faresignaler og begrænsninger, når vi er utrygge ved os selv.

For nyligt har jeg være i Spanien for at forberede uddannelse i mindfulness. Af samme årsag har jeg valgt at tage alene afsted, får at kunne fordybe mig uden hensyn. Jeg har fået bekræftet, hvor eminent god jeg igen er til at være alene, nu hvor jeg har lært at være i og med min kerne uden omsvøb. Jeg har i al for mange år troet, at mit værd lå i mængden og intensiteten af relationer og jeg har med den overbevisning ofte begrænset mig selv i at opleve tilværelsen alene. Nu ved jeg at netop det jeg var bange for at miste, nemlig relationer, faktisk kan være præcis det, der forstyrrer min indre balance.

I min kerne, har jeg ro. Jeg er i min egen lille lykkebobbel, stadig smilende og imødekommende, men andres mening, holdning eller behov optager mig ikke. Jeg oplever nye ting, taler med nye mennesker, tænker nye tanker og mærker både kærlighed og nærvær selv om jeg er alene. Men som med alt andet kan intet stå alene. Alene får jeg ikke opfyldt mit behov for at grine. Måske er jeg bare r…syg, men behovet for at grine ikke bliver opfyldt. Behovet for at grine dagligt, med andre, blive smittet at latter og få andre til at grine, er en stor mangelvare i mit eget selskab over længere tid. Alle de tanker og idéer, skøre billeder og skønne minder, der dukker op i mit hoved undervejs i oplevelserne – alle dem, har jeg behov for at dele til grin og glæde. Det er som små sjove spirer, der mangler næring fra et andet menneske, for at kunne gro og blive til hjertelig højlydt latter. Latter som starter en selvopretholdelig cyklus af glæde. Glæde, som netop er med til at lave balance i min kerne. Som med yin og yang er det ene en del af det andet, selv om hver del er sin egen. Vi kan ikke være i balance alene og ej heller sammen. Vi har brug for det ene for at det andet trives.

 

 

/af

Vær sød – selvom du ikke kan se mig!

I en verden med mere og mere digitalisering, oplever jeg en tendens til at respekten og den gode tone forsvinder mellem mennesker.  Når vi ikke står ansigt til ansigt med hinanden bliver vi mindre personlige og det bliver derved meget nemmere at slippe afsted med dårlig opførelse uden konsekvenser.  “I gamle dage”, før internettet, var vi i direkte kontakt med hinanden. Vi talte enten i telefon eller så hinanden i øjnene. Det betød, at den vi kommunikerede med havde direkte respons mulighed og det krævede lidt mere mod, at være en dum skid, fordi vi skulle stå til regnskab og kunne få kontant afregning retur.

I dag kan vi gemme os for responsen på vores adfærd. Vi kan bare, på forhånd, slukke for specifikke samtaler, personer, grupper og emner. Vi behøver ikke længere forholde os til den personlige konsekvens, det har for det menneske, vi lader vores respektløse adfærd gå ud over. Vi kan også have gang i mange flere ting, end det var muligt før – og selvsagt, end det er os muligt at håndtere. Vi sætter derved en masse ting i gang, som vi ikke kan følge til dørs, men som kan have stor konsekvens for vore medmennesker. Hvorfor? Fordi vi er blevet så vant til, at have hovedet oppe i vores egen r…  og at et hvilket som helst lille behov, skal opfyldes NU uden at vi behøver at tænke ud over egen næsetip. Og vores dårlige opførelse handler kun om os selv og vores egen begrænsninger, manglende mod eller historie. Det handler aldrig om den, det går ud over!

Vi er blevet så vant til ikke at tale sammen, og ikke se hinanden i øjnene. Vi kommunikerer på skrift i en sådan grad, at man nu i nyhederne kan høre om, at emoji´s er blevet en del af vores almindelige skriftsprog. Vi sms´er, mailer, udfylder formularer, shopper osv. i en lang uendelighed, uden at tale eller se et menneske i øjnene. Vores børn er sammen med deres venner via skærmen, og har nære venner, de aldrig har stået overfor i virkeligheden. Mange virksomheder har lukket ned for, at deres kunder kan ringe, og det samme har vores børns skoler, banken, lægen osv. Personlig kontakt omkring de nære ting er blevet ligegyldigt.

I forbindelse med optimering og udvikling af min forretning har jeg været i skarp dialog med min mentor omkring, at du skal ringe til mig for at bestille tid. Han pointerer, at det er mere kundevenligt og flexibelt, at man kan booke online eller udfylde en formularer, som lander i min mailbox. Efter en prøveperiode har jeg desværre måtte give ham ret, idet jeg får rigtig mange henvendelser den vej, som jeg ikke fik, da du kun kunne ringe…

Paradoksalt nok, sidder du lige nu og læser et blogindlæg… og selv om jeg nyder at skrive det på et tidspunkt, der passer mig, så du kan læse det, når det passer dig, så håber jeg alligevel, at vi også en dag kommer til at kikke hinanden i øjnene og tale sammen! Indtil da, er det min forhåbning, at du fremadrettet vil tænke over, at der i alt kommunikation er et rigtigt menneske i den anden ende. Et menneske, der bliver berørt af din adfærd, uagtet at du ikke behøver at stå ansigt til ansigt med dem nogensinde før eller siden. Tænk over det næste gang du ringer til SKAT, poster noget på facebook, skriver en besked til læreren på dit barns skole eller er én af de 500.000, der hver måned netdater.

Vær sød og opfør dig ordenligt – også selvom du ikke kan se mig!

/af
, ,

Når læreren lærer.

Da de første streger blev tegnet til Clairvoyancecoachuddannelsen i efteråret 2016 var kernen i uddannelsen, helt enkelt at lære mine elever, det jeg kan. Samtidig var det essentielt at tage udgangspunkt i den enkelte elevs forcer og talenter og udvikle den enkelte bedst muligt – i modsætning til at alle skal lære det samme. Jeg opdagede hurtigt, at det var umuligt for mig, at tilrettelægge 2 års uddannelse på forhånd. For det første fordi, hvis alt var planlagt, ville jeg ikke udvikle den enkelte, men jeg ville heller ikke lære det fra mig, jeg kan. Hver dag og især når jeg underviser lærer jeg nemlig noget nyt. Både om, hvor jeg kan udvikle mig ved at skrue lidt ned, og hvor jeg har talenter, jeg slet ikke udnytter til fulde og derved kan drage nytte af ved at skrue op. Jeg oplever gang på gang taknemmelighed for at 6 fantastiske og meget forskellige kvinder har tillid til, at jeg kan fører dem igennem 2 års udvikling – personligt, fagligt og spirituelt. Og selv om vi kalder dem mine elver, så har jeg faktisk også fået 6 nye læremestre i stort og småt i livet!
Vi er næsten kun lige startet – men på 4 måneder har de allerede rejst langt på deres nye rejse. De er så superseje, fyldt med tillid til og omsorg for sig selv og hinanden. Og så er de modige!! Uanset hvilke tossede ideer og input (der er selvfølgelig altid en mening med galskaben) jeg præsentere dem for, så er de med. Også selv om de er skeptiske, bekymrede og undrende. Den tillid kan til tider være skræmmende, men samtidig lærerig for mig at håndtere.
For kort tid siden inviterede jeg dem på en weekend i stilhed. Fuldstændig stilhed. I 41 timer skulle de holde fokus på sig selv uden at blive forstyrret af tale, pc, tlf, tv, bøger, øjenkontakt osv. Til de der ikke har prøvet det, kan jeg afsløre, at det er hårdt arbejde. Selv om jeg var underviseren, der med tale bare skulle guide og instruere, var jeg alligevel på hårdt personligt arbejde. Jeg fik i høj grad arbejdet med mit “fixer-gen”, som for fuld udblæsning blev sat på en prøve. Jeg kunne se på deltagerne, men ikke tale med dem. Jeg kunne observere dem, men ikke deltage i det de gennemgik. Jeg kunne se deres reaktioner, men ikke støtte og trøste, for at tilfredsstille mit eget behov, for at kunne hjælpe. Det var hårdt, men kærkomment, udfordrende og lærerigt.
Så selv som lærer på en weekend med elever i stilhed, lærer jeg ligeså meget, som dem, selv om det er deres call. For det er det, der sker, når man tør være ærligt opmærksom.
Jeg er så taknemmelig for, at jeg får lov til at lære, mens jeg lærer fra mig. Og den dag dét stopper, har jeg undervist for sidste gang. For den dag en lærer ikke selv lærer, når han/hun lærer fra sig, er – i min optik – den dag han/hun er faret vild i selvhøjtidelighed uden mulighed for at lære andre at navigere.
/af
,

Et minde i stilheden

En æra er ved at være slut, og det er med vemod, at jeg tager afsked. Jeg har hele tiden godt vidst, at det ville være trist, men i dag midt i stilheden, går det op for mig, hvad det i virkeligheden betyder for mig. I 17 år er jeg kommet her i huset. Huset i skoven, lige ved vandet, midt i naturen. Jeg har så mange gode minder herfra. I dag er jeg her for første gang alene. Alene på den gode måde.

Jeg har nydt timerne siden i morges. Stilheden. Og larmen i mig som jeg pludselig kan høre, når der er stille. Jeg er netop kommet tilbage fra en tur ved skrænten med en kop te, og udsigt over hele Sejrøbugten. Lyden af havets brusen, og vinden der får trætoppene til at suse, mens pipperne synger lystigt fra hver en krog i skoven. På min vej tilbage slår det mig pludselig, at det måske er sidste gang, jeg går her på denne skovsti. Her, hvor jeg har så mange af de bedste minder fra i mit liv. Her i sommerhuset har jeg holdt dejlige sommerferier med mit yndlingsmenneske, min bonusdatter og deres far, da vi var gift. Her har jeg samlet chokoæg, hvert år til påske, som påskeharen havde lagt (sammen med en lille seddel til farmor, om hvor mange æg, der var, så hun havde altid styr på antallet) Her har jeg drukket mange kopper kaffe på terrassen og vendt livets gang med min svigermor. Her har mit yndlingsmenneske fået de bedste oplevelser et barn kan ønske sig med bedsteforældre. Der badet i brusende bølger i adskillige timer, bygget piratskibe i haven, kikket på alverdens dyr, spillet bold i en uendelighed, fundet sten, glasgår, rav, og drivtømmer. Her har jeg løbet ture i skoven, cyklet til kømse efter morgenbrød og spist kæmpeis fra tyrolerhytten. Her har jeg haft de bedste luksusovernatninger med chauffør og sublim morgenbuffet, når jeg med venner og veninder har været på festival i nærheden. MEN det minde, der står allertydeligst , betyder mest og giver glædestårer i øjnene er skovpatrulen aka mit yndlingsmenneske og farmor. Som jeg går der på stien, kan jeg se det lille menneske for mig. Stolt og forventningsfuld står han og venter på sine forældre, hver gang vi kommer for at hente ham efter pasning eller ferie. Jeg husker, at vi havde kriller i maven, når vi nærmede os, for vi savnede ham og glædede os til at se det lille skønne menneske. Det slog aldrig fejl at min øjenkrog blev våd, når vi kørte ned af vejen og endelig fik øje på den lille gut i gummeistøvler og en stor pind i hånden, klar til at standse de fremmede gæster i skoven, mens han med barnestemme råbte ”skovpatruljeeeeeee”. Det er mange år siden, men billedet står lysende klart og får mit hjerte til at smile! Nu er han 15, og har lige været afsted for første gang til fest med bajere i rygsækken.

Om lidt er en æra slut. Sommerhuset skal sælges, og det sted jeg har haft tilknytning til i længst tid i mit liv vil tilhøre nogle andre… Minderne vil altid tilhøre mig og hvad mere kan jeg ønske mig end at få lov til at slutte af med at kunne dele dette sted med nogle, der vil går i mine fodspor. Og om lidt dukker 5 skønne mennesker op, fra en helt anden kontekst end sommerhus og familie. Det er mine mega seje clairvoayncecoachelever,der skal på silent retreat i disse helt fantastiske rammer – Og heldigvis skal jeg de næste 48 timer være i nærvær med dem og minderne og alt det smukke lige her.

 

 

 

/af
,

Kunsten at meditere

Meditation kan bruges til mange ting – selvudvikling, balance, grounding og andre fine og moderne udtryk (mindfulness) – MEN det kan også bare bruges som et PUSTERUM, hvor du træner og vedligeholder evnen til at holde fokus, koble af og lade op.

KORT fortalt om meditation:
Meditation er den systematiske udøvelse af en mental teknik, hvis formål er, at bringe os ind til stilheden bag tankerne og ind i en dybere tilstand af ro eller øget bevidsthed.

Der findes et hav af teknikker som kan være meget forskellige. Nogle teknikker er koncentreret om fokus på ånderættet, nogle på paradokser, nogle på observering af følelser, fornemmelser eller tanker. Nogle teknikker anvender forskellige former for visualisering, f.eks. af energi i kroppen, erindringen om ro, balance eller stræber efter at fremme en følelse af væren.

NÅR JEG MEDITERER i dagligdagen, kobler jeg af. Jeg sætter hovedet på pause for at få fred eller for at få ørenlyd til at høre hvad min krop eller intuition vil fortælle mig. Nogle gange bruger jeg musik for at holde fokus – andre gange nyder jeg bare stilheden, mens jeg går eller glor huller i luften. Mine meditationer varer fra 5 min. til halve timer. Fælles for dem alle er, at jeg ikke vil anstrenge mig OG at jeg dagligt finder plads til dem. For på den måde finder jeg plads til MIG.

ER DU NYBEGYNDER så er det helt oplagt at komme til meditation hver mandag. På den måde kommer du ind i en god rutine og får inspiration til forskellige meditationer du kan vedligeholde den gode vane med hjemme.
Vil du gerne starte allerede nu, så start helt enkelt med at sætte uret på 5 min. Luk øjnene og tæl (inde i hovedet) 1 – 2 – 3 når du trækker vejret ind. Og 1- 2 – 3 når du puster ud igen. Efter nogle gange vil du opdage, at du allerede nu har meget nemmere ved at falde ind i en meditativ tilstand. Øvelse gør mester – og efter nogle gange med ovenstående teknik, kan du kaste dig ud i længere meditationer. Det afgørende for at få udbytte er AT DU GØR DET – kontinuerligt.
/af
,

Når børn ser spøgelser.

Fra tid til anden bliver jeg kontaktet af bekymrede mødre/fædre til børn, der siger at de kan se “nogen”. I denne uge var det L der ringede til mig, dybt frustreret omkring hendes 17 årige datter A. Heldigvis havde en fælles bekendt, anbefalet L at kontakte mig, så hendes datter kunne få hjælp. Så snart jeg nåede til deres hoveddør i rækken af huse på snor, mærkede jeg en tung energi, og lettelsen var tydelig på A´s kind med tårer, da jeg med det samme italesatte min oplevelse. Det viste sig at A blev angst og fysisk skidt til mode hver gang hun trådte ind ad døren og havde voldsomme mareridt, hver gang hun sov hjemme. For at hjælpe A til at få det bedre, havde hendes mor (selvfølgelig) søgt hjælp via det etableret sundhedssystem. Det havde resulteret i indlæggelse på psykiatrisk afdeling og et udvalg  beroligende præparater samt diagnosen psykose og depression. A oplevede tydelig at hun på den psykiatriske afdeling kun fik det værre, og nægtede (gudskelov) at spise piller og udskrev sig selv efter 3 dage stik imod anbefalinger om en 5-6 ugers indlæggelse. Sej tøs !!

Efter en tur rundt i huset, havde jeg lokaliseret besøg, af både en (afdød) kvinde med barn i stuen, og en (afdød) sur mormor i soveværelset. Mormor forsøgte at gøre L opmærksom på, at hun var godt i gang med at gentage det uhensigtsmæssige modertema hun selv havde været udsat for som barn. Selv om L tog afstand fra det modertema og havde arbejdet meget bevidst med dette,  måtte hun erkende at mormor havde ret. Mormor fik leveret sit budskab, og blev herefter sendt afsted til fred i det hindsides. Det samme gjorde kvinden med barnet.

Efter nogle kærlige clairvoyante beskeder og gode snakke, lidt healing af A og redskaber til dem begge til brug i fremtiden kørte jeg hjem igen. Som svar på sms med bogtitler, vi havde aftalt jeg skulle sende skrev L

” Tusind tak og flere tusind tak for dit besøg, det har gavnet os begge to så meget”.

Velbekommen L, og stort cadeau til dig for at tage din datter alvorlig, og skaffe hjælp til hendes til forståelse af de evner hun besidder. De er en gave, når man omfavner dem og en forbandelse når man undertrykker dem. Desværre giver de alt alt alt for ofte en anledning til fuldstændig misforstået takling i det etableret sundhedssystem, hvor den bedste (læs nemmeste) løsning hedder medicin, som faktisk kun gør det hele værre – men det er en anden snak, som hurtigt bidrager til få ørene i maskinen, at dem der ikke tror på mere mellem himmel og jord ;o)

/af
,

Tak til alle følelserne

Fredag eftermiddag med spaghetti carbonara fra i går. Og så slog det mig…
”Man er nødt til at erfare de følelser man møder hos andre, i sig selv, for ellers kan man ikke genkende dem, beskrive dem og dermed videregive dem i reneste form, når man møder dem i en clairvoyance”
Jeg hørte tit fra mine nærmeste ” lad nu være med at tænke/føle så meget over alting,”..?? OG JO, det havde jeg sgu også tit ønsket mig!! For JA jeg er et MEGET følsomt menneske, og JA jeg tænker meget over tingene MEN efter 40 år i ærgrelse over ”de forbandede følelser” opdagede jeg netop – midt i indtagelsen af opvarmet pasta – at uden ”de forbandede følelser” ville jeg være en herre dårlig clairvoyant.
Som clairvoyant er jeg nemlig nødt til at kende alle slags følelser for at kunne give gode clairvoyancer til ALLE SLAGS mennesker…Pludselig kunne jeg se hele formålet og pointen med alle de følelser jeg havde kæmpet med og døjet under… De skulle jo til for, at jeg nu kan arbejde som den dygtige og reelle clairvoyant, der med baggrund i genkendelse kan beskrive alle mulige og tænkelige følelser hos mine klienter. Beskrive dem,  så budskabet bliver så præcist og fint formidlet, at den enkelte forstår det og kan handle på det!!
Hver en situation i mit eget liv – bagud og fremadrettet – skal jeg bruge, til genkendelse, når jeg mærker den hos mine klienter… Hvis jeg mærker noget hos en klient jeg ikke kan genkende, vil jeg ikke kunne, ja, genkende det, og dermed ikke kunne videregive det i reneste form. Det vil endda være sandsynligt at jeg ”overser” det, fordi jeg ikke kan genkende det…
 
Så tak til jalousien, sorgen, temperamentet, utålmodigheden, kærligheden, det boblende, sprudlende, rablende vanvittige, smerten, savnet, uretfærdigheden, retfærdigheden, stædigheden, hævnen, vedholdenheden, det omsorgsfulde, at gå til verdens ende, mod, uovervindeligheden, angsten, frygten, optimismen, glæden, jubelnarren, det fanden i voldske, målrettetheden, det indbildske, det sublime, barnet i mig, den voksne, kontrollen og alle de andre følelser jeg har kæmpet med, mod og for i hele mit liv.
Det hele skal bruges præcis til det jeg gør allerbedst og til gavn for andre – og til glæde for mig selv, kva mit virke som clairvoyant, coach og mentor.
Og sådan kan en helt almindelig fredag eftermiddag midt i den opvarmede pasta fra i går, blive til en skelsættende dag i ens liv… <3
/af