Inspiration handler om tanker, holdninger og synsvinkler. Du er velkommen til at dele dine tanker om et enme sålænge det er i god tone og med respekt for andre.

Jeg er som så mange andre draget af havet. Men er samtidig også bange for det, selv om jeg er en habil svømmer. Alligevel er jeg en flittig vinterbader i de kolde måneder og en ivrig kajaksejler i de varme.

Vandet giver mig ro, og kræver på naturlig vis mit nærvær og tilstedeværelse, hvilket bringer mig i balance og skaber overblik – men så er der jo lige den der frygt, der skal overvindes… Du kender det sikkert fra dig selv – frygten for et eller andet. Overvinder du den – eller vinder den over dig?
Hver evig eneste gang, jeg dypper mig i det kolde mørke vand eller sætter mig i den smalle kajak overvinder jeg frygten, FORDI jeg elsker den stolthed og styrke det giver mig, når jeg tager kontrollen og er fri til at gøre det jeg gerne vil. For hver gang den stolthed og styrke manifestere sig i mit system bliver min selvtillid, min grounding og mit gå på mod større. Det har over de seneste år resulteret i mange andre udfoldelser jeg tidligere pænt ville have holdt mig fra.
At overvinde sin frygt, får ikke bare has på frygten, men bærer altså også mange andre ting med sig, fordi det udvikler dig som menneske. SÅ snup din frygt, udfordrer den og giv dig selv lov til at vokse! Også selv om det er svært, igen og igen! Og har du brug for støtte og motivation til at være vedholdende, så hjælper jeg dig gerne.

GOD FORNØJELSE!

Da jeg var ung, elskede jeg at sætte mig ind i en flyver, alene til fjerne steder, jeg ikke havde været før. Det var før mobiltelefoner og internet. Når man tog af sted alene, var man virkelig på egen hånd. Egentlig var der ikke noget nyt i det, for ”i gamle dage” var man vant til at tage tingene som de kom, og løse dem i nuet, selv. Før internet og mobiltelefoner kunne ikke lige ringe til en ven, eller google retning eller sprog, man kunne bruge sit nærvær, sin fornuft og sine erfaringer, og det var faktisk nok.

Som årene gik, og vi fik mobiltelefoner og internet, fjernede jeg mig langsomt fra mig selv. Behovet for at være connectet med andre hele tiden blev større og med det også angsten for er fejle, på egen hånd. Jeg blev samtidig mere og mere stresset af, at skulle være med blandt andre og hele tiden tage stilling og blive bombarderet med indtryk og bedømmelser. Med den udvikling fuldte også at jeg sjældent var nærværende i noget som helst. Jeg fik mere og mere svært ved at finde ro. Jeg blev nærtagende og mit behov for kontrol over hvad som helst, blev enormt. Gennem muligheden for at være online hele tidene fjernede jeg mig langsomt fra mig selv og naturligheden i at være alene og uden input alle steder fra. Og i stedet for at mit liv blev mere omfangsrigt blev mit liv mere begrænset, angst og frygtsomt ved tanken om at være alene. Tanken om, på egen hånd, at rejse ud, gøre noget nyt, bo alene eller stå som ny i et netværk, en sportsklub el. lign. var skræmmende oplevelse jeg end ikke ville overveje.

Jeg er nu vendt tilbage til mig selv. Jeg har set frygten i øjnene, omfavnet den jeg er, hudløst ærligt og er kommet hjem i min kerne. Her er jeg igen tryg og ved at jeg med nærvær, sund fornuft og erfaring, kan håndtere enhver situation, jeg sætter mig selv i. Når vi kan være alene, i vores kerne, er det nemlig præcis det, vi kan og ved. Som menneske behøver ikke mobiltelefoner eller internet –  men blot forbindelse til os selv. Jeg griner nu dagligt, højt og hjerteligt, og jeg smitter med min latter andre til at grine. Og således er den gode spiral i gang. Det skønne er nemlig, at når vi er dèr – tillidsfulde og nærværende – så åbner der sig muligheder og fantastiske oplevelser alle vegne, i modsætning til faresignaler og begrænsninger, når vi er utrygge ved os selv.

For nyligt har jeg være i Spanien for at forberede uddannelse i mindfulness. Af samme årsag har jeg valgt at tage alene afsted, får at kunne fordybe mig uden hensyn. Jeg har fået bekræftet, hvor eminent god jeg igen er til at være alene, nu hvor jeg har lært at være i og med min kerne uden omsvøb. Jeg har i al for mange år troet, at mit værd lå i mængden og intensiteten af relationer og jeg har med den overbevisning ofte begrænset mig selv i at opleve tilværelsen alene. Nu ved jeg at netop det jeg var bange for at miste, nemlig relationer, faktisk kan være præcis det, der forstyrrer min indre balance.

I min kerne, har jeg ro. Jeg er i min egen lille lykkebobbel, stadig smilende og imødekommende, men andres mening, holdning eller behov optager mig ikke. Jeg oplever nye ting, taler med nye mennesker, tænker nye tanker og mærker både kærlighed og nærvær selv om jeg er alene. Men som med alt andet kan intet stå alene. Alene får jeg ikke opfyldt mit behov for at grine. Måske er jeg bare r…syg, men behovet for at grine ikke bliver opfyldt. Behovet for at grine dagligt, med andre, blive smittet at latter og få andre til at grine, er en stor mangelvare i mit eget selskab over længere tid. Alle de tanker og idéer, skøre billeder og skønne minder, der dukker op i mit hoved undervejs i oplevelserne – alle dem, har jeg behov for at dele til grin og glæde. Det er som små sjove spirer, der mangler næring fra et andet menneske, for at kunne gro og blive til hjertelig højlydt latter. Latter som starter en selvopretholdelig cyklus af glæde. Glæde, som netop er med til at lave balance i min kerne. Som med yin og yang er det ene en del af det andet, selv om hver del er sin egen. Vi kan ikke være i balance alene og ej heller sammen. Vi har brug for det ene for at det andet trives.

 

 

Da de første streger blev tegnet til Clairvoyancecoachuddannelsen i efteråret 2016 var kernen i uddannelsen, helt enkelt at lære mine elever, det jeg kan. Samtidig var det essentielt at tage udgangspunkt i den enkelte elevs forcer og talenter og udvikle den enkelte bedst muligt – i modsætning til at alle skal lære det samme. Jeg opdagede hurtigt, at det var umuligt for mig, at tilrettelægge 2 års uddannelse på forhånd. For det første fordi, hvis alt var planlagt, ville jeg ikke udvikle den enkelte, men jeg ville heller ikke lære det fra mig, jeg kan. Hver dag og især når jeg underviser lærer jeg nemlig noget nyt. Både om, hvor jeg kan udvikle mig ved at skrue lidt ned, og hvor jeg har talenter, jeg slet ikke udnytter til fulde og derved kan drage nytte af ved at skrue op. Jeg oplever gang på gang taknemmelighed for at 6 fantastiske og meget forskellige kvinder har tillid til, at jeg kan fører dem igennem 2 års udvikling – personligt, fagligt og spirituelt. Og selv om vi kalder dem mine elver, så har jeg faktisk også fået 6 nye læremestre i stort og småt i livet!
Vi er næsten kun lige startet – men på 4 måneder har de allerede rejst langt på deres nye rejse. De er så superseje, fyldt med tillid til og omsorg for sig selv og hinanden. Og så er de modige!! Uanset hvilke tossede ideer og input (der er selvfølgelig altid en mening med galskaben) jeg præsentere dem for, så er de med. Også selv om de er skeptiske, bekymrede og undrende. Den tillid kan til tider være skræmmende, men samtidig lærerig for mig at håndtere.
For kort tid siden inviterede jeg dem på en weekend i stilhed. Fuldstændig stilhed. I 41 timer skulle de holde fokus på sig selv uden at blive forstyrret af tale, pc, tlf, tv, bøger, øjenkontakt osv. Til de der ikke har prøvet det, kan jeg afsløre, at det er hårdt arbejde. Selv om jeg var underviseren, der med tale bare skulle guide og instruere, var jeg alligevel på hårdt personligt arbejde. Jeg fik i høj grad arbejdet med mit “fixer-gen”, som for fuld udblæsning blev sat på en prøve. Jeg kunne se på deltagerne, men ikke tale med dem. Jeg kunne observere dem, men ikke deltage i det de gennemgik. Jeg kunne se deres reaktioner, men ikke støtte og trøste, for at tilfredsstille mit eget behov, for at kunne hjælpe. Det var hårdt, men kærkomment, udfordrende og lærerigt.
Så selv som lærer på en weekend med elever i stilhed, lærer jeg ligeså meget, som dem, selv om det er deres call. For det er det, der sker, når man tør være ærligt opmærksom.
Jeg er så taknemmelig for, at jeg får lov til at lære, mens jeg lærer fra mig. Og den dag dét stopper, har jeg undervist for sidste gang. For den dag en lærer ikke selv lærer, når han/hun lærer fra sig, er – i min optik – den dag han/hun er faret vild i selvhøjtidelighed uden mulighed for at lære andre at navigere.

En æra er ved at være slut, og det er med vemod, at jeg tager afsked. Jeg har hele tiden godt vidst, at det ville være trist, men i dag midt i stilheden, går det op for mig, hvad det i virkeligheden betyder for mig. I 17 år er jeg kommet her i huset. Huset i skoven, lige ved vandet, midt i naturen. Jeg har så mange gode minder herfra. I dag er jeg her for første gang alene. Alene på den gode måde.

Jeg har nydt timerne siden i morges. Stilheden. Og larmen i mig som jeg pludselig kan høre, når der er stille. Jeg er netop kommet tilbage fra en tur ved skrænten med en kop te, og udsigt over hele Sejrøbugten. Lyden af havets brusen, og vinden der får trætoppene til at suse, mens pipperne synger lystigt fra hver en krog i skoven. På min vej tilbage slår det mig pludselig, at det måske er sidste gang, jeg går her på denne skovsti. Her, hvor jeg har så mange af de bedste minder fra i mit liv. Her i sommerhuset har jeg holdt dejlige sommerferier med mit yndlingsmenneske, min bonusdatter og deres far, da vi var gift. Her har jeg samlet chokoæg, hvert år til påske, som påskeharen havde lagt (sammen med en lille seddel til farmor, om hvor mange æg, der var, så hun havde altid styr på antallet) Her har jeg drukket mange kopper kaffe på terrassen og vendt livets gang med min svigermor. Her har mit yndlingsmenneske fået de bedste oplevelser et barn kan ønske sig med bedsteforældre. Der badet i brusende bølger i adskillige timer, bygget piratskibe i haven, kikket på alverdens dyr, spillet bold i en uendelighed, fundet sten, glasgår, rav, og drivtømmer. Her har jeg løbet ture i skoven, cyklet til kømse efter morgenbrød og spist kæmpeis fra tyrolerhytten. Her har jeg haft de bedste luksusovernatninger med chauffør og sublim morgenbuffet, når jeg med venner og veninder har været på festival i nærheden. MEN det minde, der står allertydeligst , betyder mest og giver glædestårer i øjnene er skovpatrulen aka mit yndlingsmenneske og farmor. Som jeg går der på stien, kan jeg se det lille menneske for mig. Stolt og forventningsfuld står han og venter på sine forældre, hver gang vi kommer for at hente ham efter pasning eller ferie. Jeg husker, at vi havde kriller i maven, når vi nærmede os, for vi savnede ham og glædede os til at se det lille skønne menneske. Det slog aldrig fejl at min øjenkrog blev våd, når vi kørte ned af vejen og endelig fik øje på den lille gut i gummeistøvler og en stor pind i hånden, klar til at standse de fremmede gæster i skoven, mens han med barnestemme råbte ”skovpatruljeeeeeee”. Det er mange år siden, men billedet står lysende klart og får mit hjerte til at smile! Nu er han 15, og har lige været afsted for første gang til fest med bajere i rygsækken.

Om lidt er en æra slut. Sommerhuset skal sælges, og det sted jeg har haft tilknytning til i længst tid i mit liv vil tilhøre nogle andre… Minderne vil altid tilhøre mig og hvad mere kan jeg ønske mig end at få lov til at slutte af med at kunne dele dette sted med nogle, der vil går i mine fodspor. Og om lidt dukker 5 skønne mennesker op, fra en helt anden kontekst end sommerhus og familie. Det er mine mega seje clairvoayncecoachelever,der skal på silent retreat i disse helt fantastiske rammer – Og heldigvis skal jeg de næste 48 timer være i nærvær med dem og minderne og alt det smukke lige her.