Da de første streger blev tegnet til Clairvoyancecoachuddannelsen i efteråret 2016 var kernen i uddannelsen, helt enkelt at lære mine elever, det jeg kan. Samtidig var det essentielt at tage udgangspunkt i den enkelte elevs forcer og talenter og udvikle den enkelte bedst muligt – i modsætning til at alle skal lære det samme. Jeg opdagede hurtigt, at det var umuligt for mig, at tilrettelægge 2 års uddannelse på forhånd. For det første fordi, hvis alt var planlagt, ville jeg ikke udvikle den enkelte, men jeg ville heller ikke lære det fra mig, jeg kan. Hver dag og især når jeg underviser lærer jeg nemlig noget nyt. Både om, hvor jeg kan udvikle mig ved at skrue lidt ned, og hvor jeg har talenter, jeg slet ikke udnytter til fulde og derved kan drage nytte af ved at skrue op. Jeg oplever gang på gang taknemmelighed for at 6 fantastiske og meget forskellige kvinder har tillid til, at jeg kan fører dem igennem 2 års udvikling – personligt, fagligt og spirituelt. Og selv om vi kalder dem mine elver, så har jeg faktisk også fået 6 nye læremestre i stort og småt i livet!
Vi er næsten kun lige startet – men på 4 måneder har de allerede rejst langt på deres nye rejse. De er så superseje, fyldt med tillid til og omsorg for sig selv og hinanden. Og så er de modige!! Uanset hvilke tossede ideer og input (der er selvfølgelig altid en mening med galskaben) jeg præsentere dem for, så er de med. Også selv om de er skeptiske, bekymrede og undrende. Den tillid kan til tider være skræmmende, men samtidig lærerig for mig at håndtere.
For kort tid siden inviterede jeg dem på en weekend i stilhed. Fuldstændig stilhed. I 41 timer skulle de holde fokus på sig selv uden at blive forstyrret af tale, pc, tlf, tv, bøger, øjenkontakt osv. Til de der ikke har prøvet det, kan jeg afsløre, at det er hårdt arbejde. Selv om jeg var underviseren, der med tale bare skulle guide og instruere, var jeg alligevel på hårdt personligt arbejde. Jeg fik i høj grad arbejdet med mit “fixer-gen”, som for fuld udblæsning blev sat på en prøve. Jeg kunne se på deltagerne, men ikke tale med dem. Jeg kunne observere dem, men ikke deltage i det de gennemgik. Jeg kunne se deres reaktioner, men ikke støtte og trøste, for at tilfredsstille mit eget behov, for at kunne hjælpe. Det var hårdt, men kærkomment, udfordrende og lærerigt.
For kort tid siden inviterede jeg dem på en weekend i stilhed. Fuldstændig stilhed. I 41 timer skulle de holde fokus på sig selv uden at blive forstyrret af tale, pc, tlf, tv, bøger, øjenkontakt osv. Til de der ikke har prøvet det, kan jeg afsløre, at det er hårdt arbejde. Selv om jeg var underviseren, der med tale bare skulle guide og instruere, var jeg alligevel på hårdt personligt arbejde. Jeg fik i høj grad arbejdet med mit “fixer-gen”, som for fuld udblæsning blev sat på en prøve. Jeg kunne se på deltagerne, men ikke tale med dem. Jeg kunne observere dem, men ikke deltage i det de gennemgik. Jeg kunne se deres reaktioner, men ikke støtte og trøste, for at tilfredsstille mit eget behov, for at kunne hjælpe. Det var hårdt, men kærkomment, udfordrende og lærerigt.
Så selv som lærer på en weekend med elever i stilhed, lærer jeg ligeså meget, som dem, selv om det er deres call. For det er det, der sker, når man tør være ærligt opmærksom.
Jeg er så taknemmelig for, at jeg får lov til at lære, mens jeg lærer fra mig. Og den dag dét stopper, har jeg undervist for sidste gang. For den dag en lærer ikke selv lærer, når han/hun lærer fra sig, er – i min optik – den dag han/hun er faret vild i selvhøjtidelighed uden mulighed for at lære andre at navigere.